Uddrag af en artikel med titlen
En skelsættende aftale om en styrkelse af islandsk filmproduktion:
Den første sommerdag.
Vi lod os alle steder kaste på døren

Direktøren for Islands Filmfond, Þorfinnur Ómarsson, siger, at aftalen er et af de største skridt fremad for filmproduktion i landet fra statens side i 20 år, eller fra Filmfonden blev stiftet. "Dengang startede det såkaldt filmforår, som nu har været temmelig længe, og nu var man blevet bange for at det var ved at blive efterår. Men tværtimod er der nu udsigt til at datoen den 19. december 1998 i fremtiden vil blive husket som den første sommerdag i islandsk filmproduktion," siger Þorfinnur.

"Man hører folk give udtryk for, at det ikke måtte være meget senere, at man gjorde en virkelig indsats i disse sager, idet det er blevet meget vanskeligt at fremskaffe bidrag til islandsk filmproduktion i udlandet, ikke mindst på grund af den beskedne støtte man har kunnet opnå herhjemme", heter det i artikkelen. "– Formanden for filminstruktørernes forening, Hrafn Gunnlaugsson, mener, at den kraftigt øgede støtte i høj grad vil lette besværet. Vi var begyndt at blive betragtet som tiggere i samtlige disse fonde og vi lod os alle steder kaste på døren, men dette burde kunne ændre situationen."

Þorfinnur er enig og siger, at han glæder sig meget til at fortælle lederne af den europæiske og den nordiske filmfond om det opbygningsarbejde, der nu står for døren. Han siger f.eks., forskellige ansøgninger herfra er blevet modtaget meget negativt hos Den nordiske filmfond på grund af forholdene her.

Bolden hos filmproducenterne
Friðrik Þór Friðriksson, der er formand for Filmmanuskriptforfatternes forening, er ikke i tvivl om, at de øgede bevillinger vil styrke grundlaget for islandsk filmproduktion. "Nu er bolden hos os - vi skal fremstille gode film," siger han, "hvis vi kan fremlægge seks stærke film om året, så tror jeg ikke det tager os mere end to til tre år at lave noget, der vil blive bemærket i de internationale forum.

"Nu håber man bare, at Filmfonden selv har mod til at satse på et manuskript, der er baseret på islandsk livserfaring," siger Hrafn, "jeg synes, at fonden har været lidt for prarat til at satse på udenlandske kriminalformler," siger han.

Friðrik Þór er fornøjet med, at der nu udformes en politik, der strækker sig længere ud i fremtiden end man hidtil har set, og han mener, at den politik og den støtte vil betyde en tidligere ukendt beskæftigelsessikkerhed i erhvervet. "Akilleshælen her er udviklingen, man har måttet gå i gang med optagelser af film med manuskripter, der slet ikke var gennemarbejdet," siger han.

Adspurgt om forløbet forud for aftalen, siger Þorfinnur, at der er blevet udført et stort arbejde i denne henseende i mange år, men at dette arbejde er blevet mere målrettet i den seneste tid. I stedet for udelukkende at tale om tal, er man blevet enige om at fremsætte nogle mål, som alle kan være enige om. "Vi begyndte for alvor at se på, hvad der kræves for at man kan tale om filmproduktionen her som et ambitiøst erhverv. Samtidig er der blevet udarbejdet diverse rapporter, nu sidst den, som Islands Universitets driftsøkonomiske institut udarbejdede for Aflvaki hf. (Energivækker A/S), og vi har kunne bruge diverse tal fra den i vores arbejde. Det, der har været det største problem med den offentlige støtte hidtil, har været, hvor lille en del af produktionsomkostningerne der er kommet fra staten. Der har ikke været tale om mere end lige godt 20% og ikke alle har haft lige nemt ved at skaffe de resterende penge, og nogle har endda været helt ude ved afgrunden. Det medfører, at virksomhederne overgældsætter sig og ikke kan opretholde kontinuiteten i deres arbejde, og måske endda er nødt til at foretage sig noget helt andet for at være i stand til at dække tabet på deres film," siger Þorfinnur.

Efter kultur- og undervisningsminister Björn Bjarnasons mening er det vigtigste ved aftalen, at alle parter nu har fundet den fællesnævner man søgte. "Støt og roligt har vi nærmet os målet og dernæst har vi defineret det på den måde, som vi gør i denne udmærkede aftale," siger han og påpeger, at det også kan give muligheder for at begynde at tænke på andre anliggender vedrørende film. "Jeg betragter dette som et led i en meget mere omfattende politik," siger han.

Finansminister Geir H. Haarde er ikke mindre tilfreds med aftalen. "Der er blevet foretaget undersøgelser, som viser, at denne industri, der samtidig er kulturvirksomhed, indeholder et stort potentiale. Vi har mange dygtige og veluddannede filmproducenter og det er et faktum, at de penge, der lægges i denne virksomhed, er en god investering fordi de medfører store supplerende bidrag fra udlandet ind i samfundet. Der skabes således her samtidigt ganske store indtægter for dem, der er med i denne virksomhed og ligeledes for staten og nationaløkonomien," siger Geir.

Filmproducenter på vej ud af sandkassen
Hrafn er ikke i tvivl om, at aftalen betyder et vendepunkt.. "Jeg tror, at denne aftale kan få samme betydning for filmkunsten i landet som opførelsen af Nationalteatret i sin tid fik for teaterkunsten. Her er der mulighed for fremskridt fra glade amatørdage til professionalisme," siger han. "Naturligvis bliver det fortsat en kamp, men ingen bør lave en film medmindre vedkommende er parat til at ofre livet for den - for filmproduktion er den kunstart, der indeholder størst livsfare, fordi den helt enkelt forener samtlige andre kunstarter i sin grøde," siger han videre.

"Der er ingen tvivl om, at vi er overordentligt taknemmelige over for Björn Bjarnason og Geir Haarde for dette initiativ," siger Hrafn og fortsætter: "Naturligvis er det også et historisk forlig inden for filmbranchen. Jeg tror folk endelig er begyndt at fatte, at de må arbejde som voksne mennesker - vi er ved komme ud af sandkassen." Þorfinnur er enig: "Der har for længe været uenighed inden for filmbranchen, men nu er det lykkedes at begrave sværdene og man er blevet enige om hovedprincipperne."