Er livet for langt til kortfilm?

Den skandinaviske 'rejsefestival' for kort- og dokumentarfilm, Nordisk Panorama, fejrede med manér sit 10-års jubilæum i Reykjavík.

Set med danske øjne blev den 10. udgave af Nordisk Panorama, den fællesnordiske festival for kort- og dokumentarfilm, noget af en triumf.

Ikke mindst for Filmskolen. Blandt konkurrenceprogrammets fjorten længere dokumentarfilm og fyrre kortfilm modtog fire danske titler priser eller hædrende omtale, heriblandt de to hovedpriser.

Topscorer var den nyuddannede Dagur Kári Pétursson, der høstede hovedprisen i kortfilmkategorien for sin stilsikre og atmosfæremættede afgangsfilm Lost Weekend og samtidig modtog en særpris fra tv-stationen Canal+ for fritidsprojektet Old Spice. Specielt den sidstnævnte var et populært valg i værtsbyen, idet den islandsk-fødte Pétursson her har henlagt handlingen til en barbersalon i Reykjavík, hvor to ældre mænd indleder et venskab under aparte omstændigheder. Old Spice er lavet inden Lost Weekend, og selv om den filmisk fremstår noget mere usikkert end afgangsfilmen, peger den på en perspektivrig spændvidde i talentet.

Endelig blev det i dokumentarkategorien Jon Bang Carlsen, der løb med førsteprisen for sin stærkt provokerende Addicted to Solitude, et portræt af to hvide kvinder der imod alle odds har valgt at blive i Sydafrika efter apartheid-systemets sammenbrud. Som alle Jon Bang Carlsens film af dokumentarisk tilsnit er Addicted to Solitude personlig og ukonventionel i sin tilgang til stoffet, men denne gang er emnet af en karakter, der gør instruktørens insisteren på retten til at lade sig forføre af et lille hjørne af virkeligheden mere problematisk end ellers.

Nordisk Panorama blev afholdt første gang i 1990 i forbindelse med den årlige kortfilmfestival i Grimstad i Norge, og siden har arrangementet turneret rundt mellem de nordiske lande. Næste stop er Bergen i september 2000. Umiddelbart inden den første festival var formidlingskontoret Filmkontakt Nord blevet oprettet i København under ledelse af Kerstin Hagrup, og siden har de to tiltag i et dynamisk parløb arbejdet på en synliggørelse af nordiske kort- og dokumentarfilm.

Organisatorisk er det imidlertid ikke uproblematisk med en rejsende filmfestival. I forhold til et professionelt internationalt filmmiljø er det forvirrende, at arrangementet konstant skifter adresse, og heller ikke lokalt opnår man nogensinde at opbygge et publikum. Derfor er det spørgmålet, om Nordisk Panorama efter at have overlevet de første ti år ikke er nødt til at overveje at finde en mere stabil form for fremtiden.

Og skal man pege på en enkelt solstrålehistorie blandt de mange titler, kunne det være Desertøren af Heidi Maria Faisst. Filmen, der i et ganske enkelt set-up skildrer en ung mands tvivl umiddelbart før sit bryllup, blev til i forbindelse med sidste års talentkonkurrence Close-Up.

I år har den deltaget i Nordisk Panorama på lige fod med de professionelle film, samtidig med at instruktøren er blevet optaget på Den Danske Filmskole.

Uanset at mange af de helt korte fiktionsfilm - specielt fra Norge og Sverige - teknisk set er dygtigt skruet sammen, kunne denne anmelder dog godt ønske sig en større vægt på de længere novellefilm og især dokumentarisme. De helt korte fiktionsfilm formulerer sig i bedste fald om en enkelt vaks pointe, og med mindre de på en eller anden vis er ekstraordinære, fordamper de gerne fra hukommelsen i samme tempo som islandsk letøl. Med andre ord: Disse filmiske bagateller når sjældent at blive vedkommende, og man fristes til at konkludere, at livet er for langt til kortfilm.

At de stort anlagte udstyrsstykker imidlertid også kan gå galt, var det næsten to timer lange filmiske essay The Lighthouse et eksempel på. Filmen, der er coproduceret af Det Danske Filminstitut og dermed i distribution herhjemme, er skabt af det svenske team Magnus Enquist, Kristian Petri og Jan Røed, navne der på forhånd skruer op for forventningerne. Petri og Røed har i en årrække været omdrejningspunkt for en række bemærkelsesværdige rejsefilm - Tong Tana (1990), Atlanten (1995) og Bongo Beat (1997) - og også i den nye produktion kommer de vidt omkring.

Konceptet er enkelt. Med afsæt i en fascination af fyrtårne rejser holdet omkring i verden og besøger udsatte kyststrækninger, hvor bølgernes hvide skumsprøjt omkring de falliske tårnkonstruktioner i tidens løb har givet anledning til anekdoter, myter og litterære betragtninger. Idéen er udmærket, og Røeds betagende 35mm-billeder pirrer et langt stykke hen ad vejen publikums rejselængsel. Problemet er, at filmen i kraft af speakens maskuline spleen lukker sig om sig selv som en verdensfjern og uantastelig betragtning afleveret i herreværelsets atmosfære af tyk cigarrøg, årgangscognac og blank mahogni. Resultatet er en luksusfilm med for mange solnedgange og selvsmagende refleksioner, der efter en løfterig start taber et blændende materiale på gulvet.

Enkel i sin tilgang var også festivalens nok største filmiske oplevelse, den norske Dei mjuke hendene af Margreth Olin. Filmen, der blev belønnet med publikumsprisen samt hædrende omtale fra juryen - og som i øvrigt med stor succes har spillet i norske biografer - går med en usædvanlig indlevelsesevne bag facaden hos beboerne på et alderdomshjem.

Den slags film er der lavet mange af i tidens løb, men Olin rammer med en hidtil uset præcision balancen mellem at skildre de gamle som individuelle personligheder og en nådesløs gennemhulning af velfærdssamfundets løgn om, at medmenneskelighed handler om fysisk komfort og rationelle pasningsmetoder. I modsætning til andre film, der ofte forsøger at få øje på solstrålerne i alderdommen og institutionslivet, blotlægger Olin de ydmygelser og den livstræthed, som får mange gamle til at længes efter døden.

Uden direkte at kritisere personalet på plejehjemmet bores en finger ind i de dilemmaer, der opstår, når de ældre ikke ønsker at deltage i fællesarrangementer og insisterer på retten til at trække sig ind i sig selv. Og direkte ondt gør det at se, hvordan et ældre par, der har sovet sammen i halvfjerds år, bliver tvunget fra hinanden på plejehjemmet, sandsynligvis fordi redning af en dobbeltseng ikke passer ind i dagens rutiner.

De 54 konkurrencefilm på årets Nordisk Panorama demonstrerede tilsammen, hvor stimulerende og udfordrende de mange filmiske finurligheder og fantasifulde påfuld kan være. Men det var et indslag som Dei mjuke hendene, der beviste, at når film med nænsomhed rører os der, hvor vi er mest sårbare, træder formen og de visuelle raffinementer ganske i baggrunden.

Lars Movin