Udvikling eller afvikling?
De nordiske public service-mediers aktuelle situation
I de nordiske lande indtager public service-medierne fortsat en vigtig rolle og
er derfor genstand for betydelig mediepolitisk interesse. Interessen knytter
sig især til de offentlige tv-kanaler, som uden tvivl udgør den
på en gang vigtigste og mest truede del af det nordiske mediesystem.
Vilkårene for public service-medierne ændrer sig med stor hast, og
det kan derfor være på sin plads at se på, hvordan det
egentlig er gået i det sidste års tid. Har public service-kanalerne
mistet yderligere terræn i konkurrencen med kommercielt tv, eller er de
tvært imod ved at konsolidere sig? Spørgsmålet kan ikke
besvares entydigt, ikke blot fordi der er træk, som peger i begge
retninger, men også fordi svaret - som vi skal se - afhænger af,
hvad man forstår ved public service. Under alle omstændigheder
drejer det sig om at vurdere udviklingstendenser, som endnu ikke lader sig
sammenfatte til noget klart billede.
Politisk støtte
En af de vigtigste positive tendenser, som er blevet tydeligere i de seneste
år, er den voksende politiske bevidsthed om public service-mediernes
betydning. Den politiske støtte til public service har formentlig
aldrig været større end i dag, primært fordi det efter
næsten ti års konkurrence mellem offentlige og private kanaler har
vist sig, at public service-medierne har vigtige kvaliteter, som de
kommercielle udbydere ikke opfylder. Kritikken af de offentlige mediers
bureaukrati, formynderi og sløseri med ressourcer er forsvundet,
efterhånden som de gamle monopolinstitutioner er blevet omdannet til
(mere) ressourceeffektive virksomheder og har givet public service-begrebet et
nyt indhold. Intet tyder på, at politikerne er beredt til at sende public
service-medierne i graven, men samtidig er det værd at notere, at
politikerne i stadig mindre grad er herrer over udviklingen. Selv nok så
meget velvilje gør det ikke i en situation, hvor markedet og i et vist
omfang den teknologiske udvikling udgør den afgørende instans.
Ser man på markedsudviklingen, kan man konstatere, at de gamle
licensfinansierede tv-kanaler (DR, SVT, NRK og YLE) også i løbet
af det sidste år har mistet markedsandele, omend der ikke er tale om
nogen dramatisk tilbagegang. Derimod har "hybridkanalerne" (TV2/Danmark,
TV2/Norge og TV4 i Sverige ), som i større eller mindre grad kan
opfattes som public service, fortsat haft fremgang. Samlet set har public
service-kanalerne altså klaret sig ganske godt også i det seneste
år.
Hybridkanalerne (især TV4, men også TV2/Norge og i mindre grad
TV2/Danmark) har dog haft svært ved at opfylde kravene om public service,
og det er sandsynligt, at den voksende konkurrence fra regulære
kommercielle tv-kanaler, herunder digitale betalingskanaler, yderligere vil
svække public service-elementet i disse kanaler. På længere
sigt, er det tilmed tvivlsomt, om hybridkanalerne overhovedet kan opretholdes,
fordi forudsætningerne for dem er ved at forsvinde. Sagen er som bekendt,
at hybridkanalerne bygger på en særlig aftalekonstruktion, hvor de
mod at få eneret til kommerciel anvendelse af det jordbaserede sendenet
skal opfylde en række programpolitiske forpligtelser og i visse
tilfælde oven i købet betale en særlig afgift til staten
(TV4).
Denne konstruktion sikrer i øjeblikket hybridkanalerne en god
indtjening, fordi de på den måde reelt opnår monopol
på landsdækkende reklamer. Kommercielle konkurrenter som
eksempelvis Kinneviks TV3 er henvist til satellitdistribution og kan af den
grund i øjeblikket kun modtages af godt halvdelen af befolkningen. Den
del af befolkningen, som kan modtage satellit-tv, vil med al sandsynlighed
vokse stødt i de kommende år, bl.a. fordi digitaliseringen vil
medføre en voldsom vækst i kanaludbudet og dermed gøre
satellit-tv mere attraktivt for seerne, end det er tilfældet i dag.
Når antallet af satellitseere når op på ca. 75% af
befolkningen, forsvinder den kommercielle fordel ved at benytte jordsendenettet
og hybridkanalerne mister derved deres nuværende monopolstilling. Dermed
forsvinder grundlaget for at kunne pålægge hybridkanalerne
særlige programpolitiske forpligtelser (og afgifter), og kanalerne vil
derfor vanskeligt kunne opretholdes i den form, de har i dag. TV2/Norge og TV4
vil formentlig kunne kræve "gunstigere" koncessionsbetingelser, og det
finske MTV vil kunne slippe for de nuværende afgifter til YLE.
TV2/Danmark, som ikke er et privat selskab som de øvrige hybridkanaler,
kan ikke på samme måde true med at "gå på satellit",
men også her vil det være nødvendigt med lempeligere
programpolitiske forpligtelser eller flere licensmidler, hvis kanalen skal
kunne overleve.
Nye konkurrenter
Værdien af adgangen til det jordbaserede sendenet trues imidlertid ikke
blot af væksten i antallet af satellitmodtagere, men også af, at
politikerne på det seneste har givet konkurrerende kanaler adgang til
nettet på lempelige vilkår. I Norge har lokal-tv således
fået tilladelse til at videresende satellitprogrammer med reklamer, i
Danmark har kommercielt lokal-tv fået mulighed for at lave et
landsdækkende netværk, og i Finland er der for nylig givet
tilladelse til endnu en landsdækkende reklamefinansieret tv-kanal
Ruutunelonen OY (PTV4). Det betyder, at der nu bliver åben konkurrence
om reklamemidlerne, og konsekvensen vil formentlig være et mere
"kommercielt" programudbud og en øget ressourceknaphed, som vanskeligt
kan undgå at forringe programkvaliteten.
Det billede, der tegner sig på baggrund af det sidste års udvikling
i Norden, er således en væsentligt skærpet konkurrence, som
måske i virkeligheden bliver et større problem for de
reklamefinansierede kanaler end for de licensfinansierede konkurrenter. Jo
flere kanaler der optræder på markedet, desto mindre andel af
seerne kan hver enkelt kanal gøre sig håb om at få. De
licensfinansierede kanaler har i den situation set en fordel i at disponere
over flere kanaler og ved at engagere sig i nye distributionsformer
(multimedier, betalings-tv etc.). Både DR og NRK, som tidligere kun
rådede over én kanal hver, har i efteråret 1996 etableret
endnu en kanal (DR2 og NRK2) med henblik på at kunne opretholde
acceptable markedsandele og for at undgå at havne som nichekanaler. Af
distributionstekniske årsager har begge disse nye kanaler dog
begrænset dækning, der er derfor ikke tale om noget reelt
to-kanalsystem, som det er tilfældet med SVT og YLE, hvilket er en del af
forklaringen på, at de indtil videre kun har opnået så
beskedne markedsandele (ca. 2%), at onde tunger har omdøbt "public
service" til "secret service".
Ressourceproblemer
De nye supplementskanaler accentuerer nogle økonomiske problemer, som i
forvejen præger de gamle public service-medier. Trods politisk velvilje
synes der ikke at være mulighed for licensstigninger i det omfang, som
der faktisk er brug for. De voldsomme prisstigninger på programmer og
rettigheder, ikke mindst sportsrettigheder, betyder, at licensmidlerne
rækker til stadig mindre, og derfor har public service-medierne i
stigende omfang søgt at skaffe sig supplerende indtægter, bl.a.
gennem sponsorfinansiering, Co-produktioner, salg af tjenester og joint
ventures med kommercielle selskaber. I Danmark har DR og TV2 således
allieret sig med en fodboldorganisation (DBU) og TeleDanmark om at oprette en
betalingskanal for sportsprogrammer. Det er selvsagt ikke nogen helt
uproblematisk udvej, for den er med til at udviske public service-mediernes
særlige identitet som uafhængige institutioner, men meget tyder
på, at public service-kanalerne, hvad enten de vil eller ej, er
nødt til at udvide indtægtsgrundlaget.
Den digitale udfordring
Indtil nu har udfordringen for public service-medierne primært
været de indenlandske, reklamefinansierede kanaler, men den virkelige
trussel, som ligger bag public service-kanalernes søgen efter nye
indtægtskilder, kommer fra et andet sted, nemlig fra de udenlandske
betalingskanaler, som i øjeblikket er ved for alvor at trænge ind
på det nordiske marked, og som nu introducerer digital-tv. Ikke blot vil
konkurrencen blive skærpet i et hidtil uset omfang, men prisudviklingen
vil tage yderligere et kvantespring, da betalingskanalerne er nødt til
at sikre sig attraktive programmer for at kunne få modtagerne til at
investere i digitalt modtagerudstyr. Public service-mediernes økonomi
bliver derfor helt afgørende for, hvordan det vil gå, og hertil
kommer så nogle meget vigtige strategiske valg med hensyn til, hvordan
overgangen til digital distribution skal foregå. I flere af de nordiske
lande er der planer om at digitalisere det terristiske sendenet, som public
service-medierne anvender i dag. Baggrunden er ikke mindst ønsket om
fortsat statslig regulering af konkurrencen, som det er tilfældet i dag.
Forudsætningerne for dette er imidlertid allerede ved at forsvinde, og
meget tyder på, at digital satellitdistribution helt vil overhale det
jordbasered net, fordi det med langt større kapacitet vil være
mere attraktiv for brugerne. Risikoen er, at public service-medierne bindes til
et distributionsnet, som vil være forældet, allerede inden det
tages i brug.
Henrik Søndergaard,
lektor, Ph.D.,
Institut for Film-
og Medievidenskab,
Københavns Universitet
Gå til toppen av siden
