svane.jpg - 2932 Bytes

Nordisk Medie Nyt: Perspektiv

Fjerde kvartalsutgave 1995

(Tidsskriftets navn fra 1999: Medier i Norden)





       
Skandinaviskspråklig hovedside | Kvartalsutgave | Resymé | Statistikk | Oversikt
 

Det islandske kundskabsnet 

I Island er der i de seneste år sket en meget hastig udvikling i brugen af datakommunikation i undervisning. Dette skyldes ikke nogen administrativ beslutning, men derimod interesse fra skolerne, lærerne og skoleinspektørerne.

I 1992 blev det islandske kundskabsnet, ISMENNT, oprettet på grundlag af det arbejde, skoleinspektør Pétur Thorsteinsson i den lille by Kópasker i det nordlige Island havde udført. Han havde allerede tilsluttet over 50 % af landets skoler til sin Internet-maskine, som han kaldte Imba.

I 1992 stod det klart, at interessen var så stor at et center på et sted ikke længere var tilstrækkeligt og på Pétur Thorsteinssons foranledning blev ISMENNT oprettet. Han fik støtte hos forskellige uddannelsesinstitutioner og senere fra den islandske regering. På nuværende tidspunkt er godt 90 % af alle uddannelsesinstitutioner i landet tilsluttet netværket. Det interessante er, at oprindelig blev ISMENNT ikke opbygget af specialister eller af nogen offentlig institution, men af en skoleinspektør, støttet af lærere, assisteret af edb-specialister.

Del af Internet
ISMENNT er en del af Internet og alle brugere har adgang til værktøjer såsom email, World Wide Web (WWW), gopher, ftp, telnet, nn (nyheder) IRC m.v.

Brugerne kan koble op til seks moderstationer, der er placeret seks forskellige steder i landet. De kan koble op via opringning med modem, X.25 og TCP/IP. Moderstationerne er forbundet via Post og Teles højhastighedsnet og samarbejder som ismennt.is.

Og nu er ISMENNT's landsnet under opbygning, hvilket sikrer, at alle brugere kan ringe op til en moderstation til lokal telefontakst.

Hjælp til skoler
Den første opgave medarbejderne hos ISMENNT måtte løse, var at tilslutte alle interesserede skoler til netværket. Det var forskelligt fra skole til skole, hvor megen teknisk viden man besad inden for institutionen.

Normalt var det ret begrænset hvad man vidste om datakommunikation. Derfor blev det vedtaget at besøge hver eneste skole og hjælpe dem med tekniske løsninger og støtte dem de første skridt ad vejen ind på netværket. Lærerforeningen i Island var parat til at betale alle rejseomskostninger i et år og vi har således været i stand til at besøge alle skoler, der har anmodet om at blive tilsluttet uanset størrelsen eller hvor afsidesliggende de var.

Fjernundervisning
Når skolerne er blevet tilsluttet og vore kontaktpersoner på hvert sted har erhvervet sig grundlæggende kundskaber med hensyn til opkobling, er det vigtigt at støtte lærerne og medarbejderne. Så snart skolen er online, er det muligt for lærerne at deltage i online fjernundervisning. Vi tilbyder en række kurser; lærerne lærer at anvende Internet som værktøj. Endvidere får de støtte i at finde relevant information i forbindelse med deres fag/profession.

Andre udddannelsesinstitutioner er også begyndt at anvende netværket til undervisning. Islands lærerhøjskole har startet et fuldtids B.E. studium via datakommunikation. Adskillige skoler på gymnasieniveau har tilbudt kurser i bogføring, sprog (engelsk, tysk, dansk), litteratur, edb etc. En af disse skoler er i færd med at opbygge alle sine studietilbud online. Selv om vi ikke er specialister i fjernundervisning, har vi optrænet pædagoger og dataspecialister, der kan hjælpe lærerne med at anvende de forskellige metoder på Internet i undervisningsøjemed.

Information om undervisning
En af ISMENNT's vigtige funktioner er at samarbejde med uddannelsesinstitutionerne om indsamling af information om dem selv og til dem selv. Der er sket en kraftig udvikling inden for telematik på det sidste med World Wide Web, WWW, der gør det muligt at anvende multimedia online.

ISMENNT har nu indledt et samarbejde med adskillige professionelle producenter af undervisningsmateriel såvel som professionelle i layout og design. Det er nemt at gøre tilføjelser og rettelser af undervisningsmateriale online. Med WWW, hvor billeder, hypertext og interaktion er blevet tilgængeligt, har der åbnet sig nye dimensioner med hensyn til fremstilling af undervisningsmateriale.

Nordiske projekter
Ismennt deltager i Nordisk skoledatanet ODIN, (som blev innviet af fem statsministre under Nordisk råds møde i Stockholm i mars 1994), såvel som en række andre nordiske projekter i samarbejde med Islands Undervisningsministerium.

Ismennts medarbejdere har deltaget i samarbejdsprojekter såsom KIDLINK, hvor over 42.000 børn fra 74 nationer har været med til at skabe online-dialog. Vi har også deltaget i andre internationale og nordiske projekter.

ISMENNT gør det ikke kun muligt for lærere, der bor afsides, at arbejde sammen med andre lærere i landet, men over hele verden. Enhver lærer kan blive isoleret i sit arbejde ligegyldigt hvor stor eller lille skolen er og derfor er det vigtigt at have adgang til viden både i tekster og hos mennesker.

Lára Stefansdóttir
lara@ismennt.is


Gå til toppen av siden