Filmen blev 100 år -
æret være dens minde
1995 bør ses som både 100-året for den første
offentlige filmforevisning og afslutningen på filmens epoke i
kulturhistorien.
Selvom Filmen stadig lever på celluloidstrimlen og leves af tilskuerne i
det mørke biografrum, er den i dag først og fremmest et
(centralt) led i det kredsløb af software, som karakteriserer de moderne
massemedier, økonomisk såvel som æstetisk. Filmen er, med
kulturteoretikeren Raymond Williams' begreber, i sin teknologi og i sin
kulturelle form et massemedium.
Stigende integration
Denne forståelse af filmen har været længe undervejs i
nordisk og international medieforskning. Traditionelt er forskningen om film og
om andre massemedier foregået adskilt - ved forskellige
universitetsinstitutter, tidsskrifter og konferencer. Og mens massemedierne
især er blevet udforsket af samfundsvidenskaberne - med undtagelse af den
dominerende humanistiske medieforskning i afvigerlandene Norge og Danmark - har
filmen været humanioras område. Status i midten af 1990erne er en
stigende integration af samfundsvidenskabelige og humanistiske tilgange i
international medieforskning i forsøget på at forstå,
hvordan mediernes æstetiske udtryksformer gør en social forskel.
Som led i denne udvikling bliver det stadig mere indlysende, at filmen
først og fremmest må studeres ikke som et kunstværk, men som
et indslag i hverdagens mediekultur.
Det hører med til forskningshistorien, at filmvidenskaben og
filmkritikken med nogen succes har fået defineret filmen som den nyeste
form for finkultur. På trods af splatter- og porno-mutanter udtrykker
filmen angiveligt i sine bedste øjeblikke sublime erkendelser, der kan
måle sig med billedkunstens, teatrets og de øvrige kunstarters. At
f.eks. TV endnu ikke tilkendes disse kvaliteter i offentligheden skyldes ikke
kun, at mediets overvejende kommercielle organisering begrænser de
æstetiske eksperimenter, men også at det unge medium endnu ikke har
tilkæmpet sig en plads i åndernes rige. I historisk perspektiv
måtte ikke blot filmen, men bl.a. også romanen, som nu står i
finkulturens centrum, gradvis tilkæmpe sig en sådan plads.
Det er en væsentlig ulempe for filmen - og for filmvidenskaben - at
statusen som kunstart har begrænset forståelsen af dette centrale
massemedium i forhold til andre medier og kulturformer. Kærligheden til
filmen, teoretiske refleksioner om filmens væsen og viden om de 1000er af
værker og stjerner, som 100 års filmhistorie har frembragt, er
respektable udgangspunkter, men ikke noget tilstrækkeligt grundlag for en
systematisk videnskab om filmens betydning for kultur og samfund.
Mediehistoriske projekter
Derfor er det positivt for både filmen og videnskaben, at
undersøgelser af filmmediet i stigende grad foregår inden for en
integreret medievidenskab. I de nordiske lande er der i øjeblikket flere
store mediehistoriske projekter undervejs, i nogle tilfælde om alle de
moderne massemedier, i andre tilfælde om film og TV eller om radio og TV.
Hertil kommer større og mindre projekter om filmens, pressens og andre
enkeltmediers historie. I sig selv vidner disse projekter om, at
medieforskningen i løbet af et kvart århundrede har fået
etableret sig som et selvstændigt, tværfagligt forskningsfelt.
Når forskningen kan producere standardværker om feltets historiske
udvikling, er forskningsfeltet blevet voksent. Ligesom videokassetter i dag
står side om side med bøger i reolerne i nordiske hjem, vil der om
få år også stå mediehistorier side om side med
litteratur-, billedkunst-, teater- og musikhistorier.
Overskridende
Det er karakteristisk for de igangværende projekter, at de i forskelligt
omfang forsøger at overskride to tidligere slags mediehistorie: den
brede kulturhistorie, som spekulerer over konsekvenserne af f.eks. skiftet fra
en skrift- til en billedkultur, og den snævre institutionshistorie, der
beskriver, hvordan store mænd opbyggede bestemte aviser og andre
medieorganisationer. Perspektivet for den fremtidige forskning kan
således sammenfattes som mediernes socialhistorie og kulturhistorie:
hvordan afspejler eller påvirker medierne den samfundsmæssige
udvikling, og hvad er f.eks. filmens relative betydning i denne kulturelle
proces?
For at forstå betydningen af James Bond-figuren, Godfather-serien eller
Natural Born Killers-Pulp Fiction-trenden er det nødvendigt at
undersøge ikke blot værkerne og deres produktion, men også
lanceringen og anmeldelserne og - sidst men ikke mindst - publikums reaktion
på og bearbejdning af filmene. Det er igennem de øvrige medier og
publikum, at filmene lever videre.
De nordiske lande har bidraget til og forvaltet den internationale films
traditioner, repræsenteret ved bl.a. entreprenører og
instruktører - Ole Olsen, Ingmar Bergman, Bille August, Lars von Trier.
Set i bakspejlet har nordisk film en lovende fremtid. Sammen med en livlig
offentlig debat og forskning om filmmediet har selve filmhistorien
således efterladt en filmkultur, som fremtidens mediekultur og
medieforskning kan bygge videre på. Derfor er der ingen grund til at
begræde, at filmens 100-års jubilæum samtidig markerer
afslutningen på Filmens historie.
Klaus Bruhn Jensen, docent, dr.phil. Institut for Film- og Medievidenskab,
Københavns Universitet
Gå til toppen av siden
